STAFETANALYSE er en bølge. Den er kunstigt igangsat, men bevæger sig så at sige henover den organisatoriske havbund. (Katrine Dahl, konsulent i Ringsted Kommune)
STAFETANALYSE er Academy A´s første produkt og er som sådan prototype på vores forretningsmodel.
Vi fik STAFETANALYSE endeligt varemærkebeskyttet i august 2009 som metode til afdækning af grundlæggende antagelser i og på tværs af organisatoriske enheder. Metoden adskiller sig fra andre analyse- og udviklingsmetoder ved at fokusere på de spørgsmål, organisationsmedlemmer stiller hinanden frem for de svar, de giver hver for sig i f.eks. spørgeskema- og interviewundersøgelser. Dermed beskæftiger STAFETANALYSE sig med den rolle- og relationsbårne forståelse, der regulerer adfærden i den enkelte virksomhed.
Hvem?
STAFETANALYSE er relevant for dig og din organisation, hvis I står over for:
- Ændringer i strategi, organisationsdesign, sammensætning af leder- og medarbejdergrupper, arbejdsgange, kundeforhold eller andet, der kræver nye adfærdsmønstre og derfor indsigt i, hvad der regulerer adfærden nu
- Ledelsesevalueringer, der tager udgangspunkt i konkrete behov og forventninger til den enkelte leder frem for generelle principper for god ledelse
- Udvikling af APV, trivsels- eller kulturmålinger, der tager højde for det, ledere og medarbejdere selv finder vigtigt i forhold til arbejdsmiljø og trivsel
- Andet der handler om roller, relationer og regulering af adfærd i eller på tværs af organisatoriske enheder
Hvordan?
STAFETANALYSE foregår på den måde, at der sættes en stafet i gang forskellige steder i organisationen (f.eks. én pr. afdeling, én i mellemledergruppen, én i topledelsen og én udefra). Stafetten går ud på at formulere et spørgsmål til en anden i eller omkring organisationen. Man må selv bestemme, hvem man spørger og hvad man spørger om, men spørgsmålet skal være relevant for organisationen og vigtigt for spørgeren at få besvaret.
Spørgsmålet sendes, via et digitalt værktøj, der sikrer anonymitet, til den udpegede respondent, som har 24 timer til at besvare det tilsendte spørgsmål og formulere et nyt spørgsmål på de samme præmisser. Hvis STAFETANALYSE startes 10 forskellige steder i organisationen og kører i 10 dage genereres således ca. 100 spørgsmål og svar, som er formuleret af organisationens egne medlemmer og dermed udtryk for, hvad der optager organisationen på det givne tidspunkt.
STAFETANALYSE bearbejdes i statistik over fordeling af spørgsmål på relevante temaer, ledere i ledergruppen (anonymiseret), afdelinger, medarbejdere pr. afdeling, hierarkisk niveau og hvad der ellers måtte være relevant for den enkelte virksomhed.
Derudover formuleres x antal hypoteser om organisationen (f.eks. grundlæggende antagelser, uformelle hierarkier, tabuer, muligheder, frustrationer, blokeringer, håb), som underbygges af citater fra spørgsmål og svar fra STAFETANALYSE. Afrapportering består i præsentation af statistik og hypoteser, som fortolkes og bearbejdes af organisationen selv under større eller mindre inddragelse af konsulenter.
Hvorfor?
STAFETANALYSE giver ledere og konsulenter indblik i, hvad den enkelte organisation finder vigtigt og evt. problematisk i forhold til at udføre sin kerneopgave, gennemføre en forandringsproces eller lignende. Således tegner STAFETANALYSE ofte et betydelig andet billede af organisationen end det, man får, hvis man som leder, konsulent eller forsker bestemmer, hvad der skal spørges om i f.eks. en spørgeskemaundersøgelse. Det kan bl.a. illustreres som forskelle i den formelle og uformelle forståelse af organisationens magtstrukturer.
Med indsigt i den enkelte organisations specifikke selvforståelse og behov er ledere og konsulenter bedre rustet til at gennemføre beslutninger og processer, og STAFETANALYSE har derfor vist sig anvendelig i flere forskellige sammenhænge, herunder som udgangspunkt for nyt organisationsdesign, evaluering af fusionsproces, kulturmåling og lederfeedback (se Referencer).
Hvor kan jeg få mere at vide?
STAFETANALYSE er udviklet af erhvervsforsker Pia Lauritzen fra Academy A (læs om forsknings- og udviklingsprocessen sammen med Parkering København her). Pia har flere års erfaring som ledelsesrådgiver og har de seneste to år forsket i sammenhængen mellem magtstrukturer og den måde, vi tænker og spørger til organisationer på. Forskningen bag STAFETANALYSE er beskrevet i artiklen ”Ledelsesfilosofi skader mere end det gavner”, som kan læses på Ledelseidag.dk. Du er også velkommen til at kontakte Pia på tlf. 22 82 86 88 eller mail pia@academya.dk for yderligere information om metoden eller forskningen bag STAFETANALYSE.
[...] Om Academy A|Forskernetværk|STAFETANALYSE|Formidling|Referencer| [...]
[...] |Om Academy A|Forskernetværk|STAFETANALYSE|Formidling|Referencer [...]